Til vores klubmedlemmer fra vores VTK formand

Kære alle,

På lørdag afholdt klubben sin standhejsning med deltagende medlemmer. Tine, vores klubformand holdt en kort tale, som vi gerne vil dele med alle medlemmer

Mvh

Bestyrelsen

 

Kære medlemmer, Så er det tid til at få sat udendørssæsonen i gang for alvor.

I dag har vi standerhejsning og tennissportens dag, og vi starter på en sæson med rigtig mange ting at se frem til.

Først og fremmest ser vi frem til at kunne spille tennis sammen igen, og uden alt for store Corona restriktioner.

Men vi ser også frem til alle de arrangementer, vi plejer at have, og som jo fungerer godt. F.eks. vores kom og spil for både begyndere og øvede, og vores holdtræning for både seniorer og juniorer og vores ældresagshold. Og vi kan også se frem til vores to traditionsrige sommercamps for børn i løbet af sommerferien.

Turneringsmæssigt har vi flere hold, end vi plejer, der spiller i denne sæson. Alt fra U10 til Veteran. Det er stærkt af vores klub, og det bliver godt at se.

Som noget helt nyt og lidt større afholder vi en ITF turnering i juli måned. Det giver både Vejle og også vores klub en stor og positiv eksponering. Vi laver breddeevents i forbindelse med turneringen. Det, at vi afholder turneringen, vil give os en ny ekstra tennisbane – banen ved siden af hallen. Den vil vi i samarbejde med kommunen få gjort klar. Det kommer ikke til at koste os noget, men vi skal lægge noget arbejdskraft. Kommunen hjælper med bannen pga ITF.  Banen vil i fremtiden give os ekstra baneplads også i prime time. ITF giver altså i mange henseender vores klub meget mere end blot en turnering. Vi håber, I vil bakke op om ITF og være stolte over, at det netop er vores klub, der afholder den. Det bliver rigtig spændende!

Det er forhåbentlig også hen over denne sommer, at vi vil se at en ny hal bliver bygget. Det skal vi tale om og vedtage på generalforsamlingen her den 20. maj, og det glæder vi os til.

Som I kan se er vores klub i udvikling, og der sker mange nye tiltag. Det skal der ske, så klubben ikke dør. Så der fortsat er liv og kommer nye medlemmer.

Men det er for os i bestyrelsen meget vigtigt, at vi også holder godt fast i de eksisterende medlemmer, og holder godt fast i de gamle ting, som folk er glade for, og som fungerer, og at vi bibeholder de gode traditioner.

Vores klub er en breddeklub, og den skal være et sted, der er rart at være. For alle. Både på og udenfor banen. Det vil vi gerne fokusere lidt ekstra på i denne sæson, for det er så vigtigt. Det er noget, vi alle sammen skal hjælpe hinanden med. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, og ikke noget nogen kan gøre alene. Det er noget, vi skal gøre sammen. Og det kan vi godt – på trods af vores forskelligheder og bores forskellige interesser i Vejle Tennis Klub.

Vi håber, at alle får en rigtig god sæson med masser af socialt samvær og tennisspil.

På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne ønske alle en rigtig god tennissæson.